Lurpak, Lillebror og islandsk skyr vinder nordisk mejeridyst

Ved International Food Contest (IFC) i MCH Messecenter Herning blev årets nordiske mejerivinder afsløret: Laktosefri skyr med mokka fra det islandske MS Selfossi vandt kategorien konsummælksprodukter, LURPAK usaltet smør fra Arla Holstebro Mejeri vandt smør- og blandingsprodukter, og Lillebror Ostehaps fra Arla Birkum Ost på Fyn løb med sejren i oste-kategorien.
"Dejligt at prisen kommer hjem til Island, som er skyrens hjemland," siger Gísli Jósep Hreggviðsson, ansvarlig for skyr og yoghurt hos MS Selfossi. "Det er en stor ære at vinde en International Food Contest, da kvalitetsniveauet for produkter fra de nordiske mejerier er meget højt."
Holstebro Mejeri har gennem årene hentet adskillige mesterskaber:
"Det bliver aldrig trivielt at vinde. Vi har lige mange nerver på hvert år op til afgørelsen. Det her er den ultimative anerkendelse, det betyder virkelig noget for os og alle vores kolleger," siger produktionschef Søren Dalsgaard.
Birkum Ost oplever en sjælden triumf:
"Jeg er ikke sikker, men jeg tror, at det er første gang, at vi har vundet. Det er fantastisk," siger siteadmin Trine Ollerup, suppleret af teamleder Alice Rose Andersen: "Det er en anerkendelse af faglighed og det solide hverdagsarbejde, vi og kollegerne udfører."
Konkurrencen vurderer produkter på mejerifaglige og tekniske kvaliteter – fra smag og konsistens til emballage – og hylder både gourmet- og børneprodukter. Formålet er at fremme kvaliteten i nordisk mejeriproduktion.
Fakta om International Food Contest 2025
- Deltagere: Ca. 1.000 produkter fra Danmark, Norge, Sverige og Island
- Dommere: 125 mejerifaglige eksperter
- Kategorier: Ost, Konsummælksprodukter, Smør- og blandingsprodukter
- Bedømmelse: Karakterer fra 1–15 baseret på smag, lugt, udseende, konsistens og emballage
- Arrangører: Mejeriforeningen, Foreningen af mejeriledere og funktionærer, Foreningen Danmarks Privatmejerier, Dansk Oste- og Smørforening
- Formål: At fremme kvalitet og innovation i den nordiske mejerisektor






Accepter kun nødvendige cookies